-
Manifest
I en tid hvor symboler flokkes om danskernes opmærksomhed, er det en stor udfordring for et faresymbol at blive set og taget alvorligt. Der er symboler over alt – i trafikken, på tobakken og på fødevarerne – så man kan nemt blive overset. Derfor er foreningens fornemste opgave at synliggøre det ansvar, man som faresymbol håndterer hver eneste dag. En konstant kamp for at åbne befolkningens øjne og værne om både mennesker og miljø. En kamp som fortjener anerkendelse og vigtigst af alt synlighed.
Gennem oplysning, debat og fælles front vil vi have danskerne til at vende flasken, følge faresymbolerne og søge den vigtige information på etiketten. Med dialog vil vi skabe fællesskaber med ligesindede, der støtter op om vores sag, så vi skulder ved skulder kan bevæge os ud af skabet og frem i lyset.
Vi vil have et samfund, hvor et faresymbol bliver set og respekteret. Hvor man tager sit faresymbol i hånden og tager vores budskab alvorligt. Vi vil ikke længere være de oversete faresymboler.






